Peru

Bjergene i Peru er fordelt på flere smukke og omfangsrige områder, hvor der er et hav af turmuligheder i alle sværhedsgrader. Jeg har selv besøgt bjergområderne nedenfor, og beskriver ture i disse områder i min guidebog, men der er flere områder end disse:

De væsentligste bjergområder i Peru

De væsentligste bjergområder i Peru

  • Cordillera Blanca, der ligger et par hundrede kilometer nord for Lima, Perus hovedstad. Det er et af områderne med allerflest trekkingruter. Nogle er lange, nogle er svære og anstrengende, men der er også kortere lettere tilgængelige ruter.
  • Cordillera Huayhuash, som primært kendes for en enkelt trekkingrute: Hele bjergkæden rundt, the circuit of Cordillera Huayhuash, som i mine øjne er noget af det mest fantastiske og varierede, man kan gå.
  • Cordillera Villkapampa (sommetider stavet Vilcabamba) i den sydlige del af landet, ikke langt fra det kendte kulturminde Machu Picchu.

Der ud over er der vulkanen El Misti, som ikke kan siges at være et bjergområde, men som giver en meget interessant tur op på den 5822 meter høje, aktive vulkan, der dog ikke har haft større udbrud siden 1400 tallet. Men sidst røgen stod op af vulkanen er dog ikke længere siden end 1985.

Jeg har specielt mange gode oplevelser fra Cordillera Blanca, hvor jeg i flere omgange har trekket flere forskellige steder i det omkring 180 km lange og godt 20 km brede bjergområde. Bjergområdet er også kendt for at indeholde to meget kendte bjerge: det verdensberømte og meget smukke Alpamaya, som kandiderer til verdens smukkeste bjerg, og Perus højeste bjerg, det 6768 meter høje Huascaran. Pasovergangene i området er ofte meget høje og ligger tæt op mod de gigantiske bjerge, der omgiver dem. Alt i alt en god coctail for smukke oplevelser i fantastiske omgivelser.