Baltoro og K2 basecamp trek

Dette er min bog om et af mine favorit trek, skrevet og illustreret i samme stil som de to tidligere bøger i min serie om de bedste trekkingruter i verden. En forskel i denne bog er dog, at alle billeder er skudt i retro stil på analoge kameraer og på filmruller.

Dette trek er kendt som et af de hårdeste i verden, og der er noget om snakken, men til gengæld får du også oplevelser, som til fulde kompenserer dig for anstrengelserne. Det er et af de mest unikke områder i verden at bevæge sig ind i. Her står bjergene tæt omkring dig, granittinderne rejser sig stejlt over gletsjerne, og du kommer ind i et af de mest koncentrerede bjergområder i verden. Faktisk findes her hele fire af verdens kun 14 bjerge på over 8000 meters højde.

Du kommer heller aldrig til at glemme synet af K2, når du ser det nede fra den store plads, Concordia, hvor flere af gletsjerne i området løber sammen til den mægtige Baltoro gletsjer. K2 er imponerende, skræmmende og magisk tiltrækkende på samme tid.

Det er en trekkingtur, jeg på alle måder kan anbefale, hvis du ikke er bange for at bestille lidt for oplevelserne. Og får du muligheden for at komme ud over Gondogoro La passet, så skal du tage imod. Det er dog ikke altid betingelserne tillader det, da det er højt og dækket af gletsjer, så det kun begås i de bedste forhold. Bærerne har simpelt hen – og med god grund – respekt for det høje pas.

Bogen kan købes direkte fra forlaget BoD’s hjemmeside via linket nedenfor. Bemærk at bogen også kan fås som e-bog og at den af hensyn til en fornuftig størrelse på salget er skrevet på engelsk. Du kan også få den direkte fra mig, signeret naturligvis, skriv til bbc@himalaya.dk for at sikre, at jeg har bogen hjemme. Enten henter du den selv i Holte eller også sender jeg den via GLS for 40 kroner i forsendelse. Prisen for bogen er 180.-

Bogen er tilgængelig på såvel Books on Demands (BoD.dk) online boghandel såvel som på Amazon og SAXO m.fl.

En af vore stærke bærere til turen op ad Baltoro.
Gasherbrum IV. Gasherbrum betyder “de smukke bjerge” og det navn har de måske fået pga. den skinnende aftenvæg af G4, som står hvor Baltoro gletsjeren tager et skarpt knæk mod syd.