Everest Basecamp

Everest Basecamp trek

Der er flere måder at gøre trekket til Everest Basecamp på, som kan vælges afhængigt af, hvor lang tid du har samt hvor udfordrende, du ønsker din tur skal blive. Jeg har skrevet en bog om Everest trekket via Gokyo dalen og Cho La passet, den kan du finde mere om her: Everest Basecamp via Cho La. Men der er flere variationer til dette trek nogle af hvilke er meget lange og hårde. Her listet efter stigende længde og hårdhedsgrad:

  • Everest Basecamp direkte også kaldet Everest Basecamp classic
  • Everest Basecamp via Cho La (den som du kan læse om i min bog)
  • Everest Basecamp via tre pas
  • Everest Basecamp via seks pas

Everest Basecamp classic

Ruten går, som også de tre følgende, fra den lille lufthavn Lukla op til “provinshovedstaden” Namche Bazar, videre til Tengpoche klosteret, Pheriche, Lobuche og til sidst lige inden basislejren til den højtliggende sæter Gorak Shep. Herfra kan du både komme til basecamp på en dag og komme op til udsigtspunktet Kala Pattar i 5644 meters højde, hvorfra en af de flotteste udsigter til Everest fås (billedet nedenfor). Ruten tilbage følger samme vej, som du kom op.

Det tager typisk 9-10 dage at nå op til basecamp, men turen ud går noget hurtigere, da du nu er højdetilvænnet og derfor ikke skal tage hensyn til højden (læs min artikel om den livsvigtige højdetilvænning), men kan gå langt længere dagsstræk. Turen ud kan således gøres på 4 dage eller endog på 3, hvis du virkelig sætter det lange ben foran.

Everest Basecamp via Cho La

Det er min favoritrute, når jeg har grupper med til Everest Basecamp. Grunden til dette er, at du kun i mindre grad går ind og ud ad samme rute, og ikke mindst at du oplever den smukke Gokyo dal samt får den fine udfordring med at passere det 5420 meter høje Cho La pas. Det betyder at stykket fra Namche til Lobuche går ad en anden rute, end den som du tilbagelægger på din tur ud fra bjergene.

Samlet set tager denne rute ikke meget længere end den klassiske vej til basecamp. Regn med ca. 13-14 dage ind til basislejren. Ruten ud følger den klassiske.

Du kan læse mere om min bog om denne rute til Everest i artiklen Everest Basecamp via Cho La, hvor du også kan finde link til at bestille bogen direkte fra forlaget eller hvordan du bestiller den direkte fra mig.

Nedenfor et billede af udsigten fra Gokyo Ri mod Everest, Lhotse og Nuptse.

Everest Basecamp via tre pas

Nu begynder det at blive lidt mere udfordrende, og turen tager også noget længere end de to ovenstående. På denne rute skal du, som navnet siger, over hele tre pas på din vej til og ud fra Everest Basecamp. Inden du når basislejren skal du over Kongma La i 5535 meters højde, hvorefter du kommer ned i Gokyo dalen, som også ruten ovenfor. Herfra følger du ovenstående rute over Cho La og videre op til basecamp. På vejen ned fra basecamp forlader du den klassiske rute og går over Renjo La i 5360 meters højde inden du igen kommer tilbage på den klassiske rute ud fra basecamp.

Denne rute beskrives af mange som den hårdeste rute til Everest Basecamp, men der er faktisk en variant af denne, som er endnu mere udfordrende.

Everest Basecamp via seks pas

Denne rute følger de tre pas til du har passeret Renjo La, hvorefter du i modsætning til ovenstående ikke returnerer ad den klassiske rute, men derimod krydser Amphu Labtsa passet i 5845 meters højde til Honku dalen, som du følger ned til du krydser Mere La i 5415 meters højde, kommer ned i endnu en dal, og herfra krydser Zatr La direkte over til Lukla, hvor du fløj ind til. Få gør denne rute, da den ikke bare er mere fysisk krævende, men sommetider for Amphu Labtsa passets vedkommende kræver brug af reb pga. stejle isvægge.

Regn med godt en måned til denne sidste tur. Der kan ikke sættes mere præcis tid på, da den afhænger så meget af forholdene i bjergene og din akklimatisering pga. af passagen af de mange høje pas.